I slutningen af 1990'erne forsøgte udviklerne af sci-fi racingspillet Motorhead at skabe en dystopisk fremtid præget af mørke og industri. Spillet minder om en scene fra Ridley Scotts film fra 1982. Her ville Harrison Fords karakter fra Blade Runner føle sig hjemme, afslappet med et dystopisk racerløb efter en hård dag med at jage replikanter.
Motorheads nok mest slående træk var dets visuelle æstetik. Banerne var omkranset af massive betonbygninger, gadelygter der kæmpede for at trænge gennem smoggen, og nattelivet blev fremhævet af neonbelyste klubber. Havde der været en nudelbar, ville illusionen have været fuldendt.
I modsætning til Wipeout, der droppede hjulene, gav Motorhead et simulation-præg med sin realistiske kørephysics. Det krævede præcision for at mestre køreegenskaberne, da selv små fejl kunne koste dig sejren. På den lyse side slap man for hjemsøgte missiler.
En særlig teknisk funktion tillod spilleren at forbedre grafikkens flydende gengivelse ved at reducere antallet af modstandere. En fed detalje, men spillet fungerede strålende ved lavere frame rate og var bedst for at imponere vennerne. Soundtracket, overraskende nok, bestod af trance og electronica i stedet for Lemmy og heavy metal, hvilket uden tvivl forvirrede 1990'ernes metal-fans.
Motorhead gav os et indblik i en skræmmende og dog fascinerende sci-fi verden, næsten som instrueret af Ridley Scott. Med sin indviklede køreoplevelse og unikke æstetik var det uforglemmeligt for både racing- og sci-fi fans.
