Alfa Romeo Brera er en æstetisk perle. Hvis den blev lanceret i dag, ville nettet gløde af begejstring over Giugiaros tidløse design. Fra sit første møde på Genève Motor Show i 2002 formåede Brera at ligne en drøm fra væggen i et værelse fyldt med superbiler. Dog blev den som barn forbigået til fordel for Manchester United-plakater hos mig.
For en preteen uden lommepenge syntes Brera at være det mest opnåelige objekt af begær. Bilen, der debuterede i 2005 til omkring 25.000 pund, fremstod langt mere eksotisk end prisen lod forstå.
Mekanisk lader Brera meget tilbage at ønske. Den delte udvikling med 159’eren, men formåede ikke at omforme sine smukke linjer til tilsvarende køreegenskaber. Audi TT og Mazda RX-8 efterlod den tilbage i støvet, mens BMW 3-serie og Peugeot 407 coupéer overgik den dynamisk.
Prodrives modifikationer omfattede Eibach-fjedre, Bilstein-støddæmpere og et vægttab på op til 100 kg for V6’eren. Resultatet blev Brera S, med kun 500 eksemplarer – en kombination af italiensk stil og britisk tuning.
Jeg kørte den standard 2.2, og på trods af dens ujævne dynamik fascinerede oplevelsen. Uden moderne teknologi som ADAS og med en vægtet styring føles Brera mere engagerende end mange af dagens biler. Det er en fornøjelse at være i centrum af kørslen, selvom koblingen føles svampet, og de elektriske vinduer svigter indimellem.
Jeg måtte stoppe med en stigende bekymring, men dybt inde forbliver Brera et overfladisk vedhæng. Den perfekte Brera er stadig bedst som en kunstværk at beundre på væggen og ikke nødvendigvis i indkørslen.
Resumé: Alfa Romeo Brera forbliver en designmæssig triumf, men svigter, når det kommer til mekanisk præstation. Trods dens fejl byder den på en nostalgisk køreoplevelse, hvor skønheden triumferer over de praktiske mangler. Brera er bedst beundret på afstand snarere end til daglig brug.
